På skønne Agistri ligger Halikiada Beach midt i den smukke og dramatiske natur. Halikiada er en stenstrand med lækkert krystalklart vand i turkisblå nuancer. De første meter er forholdsvis lavvandet, men herfra bliver det hurtigt dybt. Har du snorkeludstyret med, er der gode muligheder for at se flotte fisk.
I højsæsonen er det en god idé at ankomme tidligt til stranden. Den er meget populær, og selvom det nu er forbudt at campere på Halikiada Beach, er der stadig en del telte, der fylder op. Uden for højsæsonen er stranden langt fredeligere, hvor der er en slags hippiestemning over Halikiada Beach. Bemærk, at stranden ofte staves Chalikiada.
Faciliteter
Der er ingen faciliteter på Halikiada Beach – husk mad og drikke hjemmefra, da der er ikke noget at købe på stedet. Ved Skliri Beach, ca. 600 meter mord nord, ligger flere hoteller – f.eks. Agistri Club, der har bar og restaurant.
Transport
Stranden ligger ca. 20 minutters gang mod syd fra hovedbyen Skala på øens østside. Tidligere var det forholdsvis svært at komme fra stien ned på Halikiada Beach, men det er nu blevet bedre. Det betyder selvfølgelig også, at Halikiada er besøgt af flere mennesker nu end for få år siden.
Agistri hører til de Saroniske Øer, der ligger tæt på Athen. Det tager ca. 45 minutter med hurtigbåd og ca. 2 timer med færge at nå Agistri fra Athen. Find færgebilletter her.
Hovedbyen hedder som nævnt Skala. En typisk græsk by med en lille havn og hyggelige stræder. Byen har sin egen lille strand kun 100 meter fra havnen – den er glimrende og meget børnevenlig pga. af det lave vand. Skalas vartegn er den blændende hvide kirke Agioi Anargiroi, som man ikke kan undgå at se fra stranden.
Overnatning
Nærmeste overnatningssteder til Halikiada Beach ligger ved Skliri Beach, der er en dejlig strand, som minder en del om Halikiada Beach. Du kan f.eks. bo på Agistri Club eller det lidt billigere Filoxenia Studios.
Vil du bo tæt på et stort udvalg af barer, caféer og restauranter, så skal du booke overnatning i hovedbyen Skala.
Vejret
Agistri har badevenligt vejr fra maj til ind i oktober. Sommermånederne, især juli og august, er højsæson på Agistri, hvor temperaturen ligger på 28-32 °C. I maj kan havtemperaturen være kølig.
