Læs her hvordan du kommer fra Preveza lufthavn til Lefkas By eller dit hotel på øen.
Alt efter budget og bekvemmelighed er der flere måder at komme fra Preveza lufthavn til Lefkas. Lufthavnen ligger på fastlandet og har koden PVK. Flere charterbureauer har egne fly til Lefkas, men du kan også tage direkte rutefly fra København i sommermånederne med Norwegian.
Afstanden fra lufthavnen i Preveza til Lefkas by er ca. 23 km og længere til de mest populære feriebyer. Dem kan du læse mere om i indlægget Hvor skal man bo på Lefkas – de mest populære byer og strande.
Men nu til det indlægget handler om: At komme fra Preveza lufthavn til Lefkas.
Bus
Den absolut billigste måde at komme fra Preveza lufthavn til Lefkas er med den offentlige bus. Det koster kun 4 €, og turen tager ca. 40 minutter til Lefkas By. Herfra skal du så finde ny transport, hvis du har booket hotel et andet sted på øen.
Bussen kører på hverdage fra kl. ca. 7 om morgenen til sen eftermiddag i hverdagene, hvor der er fem afgange. Se mere om aktuelle afgangstider her.
Du finder busserne til højre, når du kommer ud af ankomstterminalen. Billetter købes ombord – husk småpenge.
Lejebil
Vil du opleve Lefkas i eget tempo, så er det oplagt at leje en bil, som du selvfølgelig også kan bruge til at komme fra lufthavnen til dit hotel. I hvert fald hvis du booker bilen hjemmefra og afhenter den i lufthavnen, hvor der ligger flere udbydere.
Først er det dog en god idé at sætte sig ind i gældende regler mht. forsikring, type af kørekort og eventuel minimumsalder ved leje af bil. Tjek også om du kan parkere der, hvor du booker overnatning.
Taxi
Udenfor ankomstterminalen holder der som regel taxier, som venter på kunder. Det er en god måde at komme fra Preveza lufthavn til Lefkas forudsat at der er taxier til rådighed og i den størrelse, du skal bruge. Er I en familie på fire med bagage, kan I sandsynligvis ikke benytte en standard taxi, men håbe på, at der er større vogne til rådighed.
Fordelen ved taxi er, at du bliver kørt direkte til dit hotel eller bestemmelsessted. Prisen ligger på ca. 35-45 € alt efter hvor på Lefkas, du skal hen.
Privat transfer
Den hurtigste og nemmeste måde at komme fra Preveza lufthavn til Lefkas eller dit hotel er en privat transfer som du kan bestille hjemmefra til en fast pris. Chaufføren venter på dig i ankomstterminalen og kører dig direkte til dit bestemmelsessted.
Du kan bestille præcis den type bil/van du har brug for mht. antal af personer og mængden af bagage. Der vil også være f.eks. børnesæde til rådighed på forespørgsel. En privat transfer er en rigtig god måde at starte ferien på.
Se mere om privat transfer fra Preveza Lufthavn til Lefkas her
